sammen om sauna
Bliv en del af Holy Heat saunafællesskabet
Jeg hedder Karin og har været gusmester i min fritid i fire år. Jeg laver saunagus i forskellige saunaforeninger her i København og har både taget en dansk gusmesteruddannelse og flere saunakurser i Tyskland. Jeg er især vild med at lave gus i saunaer ude i naturen med direkte adgang til hav, fjord, sø eller å, men bysaunaer har skam også deres charme, så længe afkølingen foregår i havnen/havet i stedet for kedelige koldtvandsbassiner.
Det allervigtigste for mig er at dele oplevelsen med andre. For mig handler sauna ikke om selvoptimering eller om at præstere noget. Det handler om at mødes, nyde musikken, varmen og naturen sammen.
Med dette udgangspunkt startede jeg Holy Heat for godt et år siden. Det hele begyndte som en fasttømret lille saunaklub bestående af familie og venner, som jævnligt bookede en privat sauna sammen hos Winter Island. Efterhånden blev saunakredsen udvidet med venners venner og kollegaer, på den måde er saunafællesskabet vokset helt af sig selv. Og der er stadig plads til flere saunaentusiaster!
Hvis du også vil med ind i varmen, kan du her på siden melde dig gratis ind i saunafællesskabet og booke plads til vores saunagus. Når vi lejer en sauna sammen, deler vi udgifterne ligeligt mellem os, her er ingen skjulte udgifter eller profit.
Holy Heat er nemlig ikke en forretning, men et fællesskab af mennesker, der elsker sauna.